Musikquizzen brætspillet er fejlfrit

Jeg har lavet “Musikquizzen” som brætspil. Så kan du dyste mod venner og familie derhjemme. Med lidt slik på bordet, en god flaske vin og godt selskab.

Det føles naturligt at tage radioprogrammet til næste skridt. At lave “Musikquizzn” til et brætspil gør radioprogrammet til en leg.

Jeg håber, du vil sætte pris på det. For det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ligger mange timers kærlighed i det. Sagt på en anden måde, det har været hårdt arbejde at lave spillet.

Jeg var nemlig lige lovlig entusiastisk på det første planlægningsmåde. Jeg fik trumfet igennem, at jeg naturligvis selv skulle lave samtlige spørgsmål til brætspillet. Så er det ligesom i radioen.

Det gik et par skæbnesvangre sekunder, inden det gik op for mig, hvad jeg lige havde sagt ja til.

Sådan et brætspil har 350 spørgsmålskort. Hvert kort indeholder et spørgsmål i seks forskellige kategorier: Danmark, 80’erne, 90’erne, 00’erne, blandet og Ekspertspørgsmål.

Med ét spørgsmål i seks forskellige kategorier på hvert kort. Regne-regne.

2.100 spørgsmål i alt.

Av!

Det har taget mange sene nattetimer at lave færdig. Når jeg nu selv har lavet alle spørgsmålene, så falder alle *eventuelle* fejl også tilbage på mig.

Opdager du en fejl, så hjælp mig ved at sende en mail. Jeg lister alle fejl op herunder. Så kan du også se, hvad andre har fundet af fejl i brætspillet, som jeg desværre må indrømme ikke er helt fejlfrit alligevel.

Musikquizzen brætspillet udkom i efteråret 2013. Det kan stadig købes på nettet til ca. kr. 250,-.

Skriv direkte til mig:

Kort #16: Alle svarene er forkerte. Ved en fejl er svarene til kort #1 trykt på bagsiden af kort #16. De fleste spil har fået ilagt et nyt kort #16 som retter denne fejl.

Kort #235 indeholder et forkert årstal. Tim Christensens debutalbum “Secrets on Parade” udkom i 2000 – ikke 2005. 2005 er angivet som det “rigtige” svar blandt de tre muligheder 1995, 2000 og 2005 (Tak til Ole Rosenstand Svidt)

Kort #310: Stavefejl. Der er byttet rundt på bogstaverne, så der står “NKTOB” på kortet, hvor der retteligt burde stå “NKOTB” for New Kids On The Block (tak til Tony Scott)

Kort #179: Her er en klassisk, dum slåfejl. Det hedder ikke “Hvilket sangerinde…”, men selvfølgelig “Hvilken sangerinde…” (tak igen Tony Scott)

Kort #109: Spørgsmålet lyder: “På hvilket spillested gav R.E.M. deres første danske koncert?”. Svaret lyder: “Saga i København, 1988”. Årstallet – som er bonusinfo – er dog forkert. Koncert fandt sted d. 9. juni 1989. (tak igen igen Tony Scott) [som kuriosum lyder ekspertspørgsmålet på kort #78 således: “Hvornår spillede R.E.M. første gang i Danmark?”. Her er svaret rigtignok angivet til: “1989”…]

Kort #109: “Hvad hedder guitaristen i Guns N’Roses?”, lyder spørgsmålet i kategorien “Blandet”. Svaret er angivet som værende “Slash”, og det er nok også, hvad de fleste ville svare. I forhold til at spørgsmålet er formuleret i nutid så er dette strengt taget ikke er rigtigt, for den nutidige udgave af Guns N’Roses har Ron “Bumblefoot” Thal og DJ Ashba på lead guitar og Richard Fortus på rytmeguitar. (Tak igen igen igen til Tony Scott)

Kort #28 – kategorien 90’erne: “Den kvindelige del af Eurythmics udsendte i 1993 albummet Diva. Hvad hedder hun?”. Fejl i bonusinfo: Diva albummet er strengt taget fra 1992. (Tak Ole Rosenstand Svidt)

Kort #208, kategorien dansk: Hvilken gruppe udsendte i 1990 albummet Hvide Løgne med bl.a. singlen Den Bedste Tid? Fejl i bonusinfo: Albummet er strengt taget fra 1989. (Tak Ole Rosenstand Svidt)

Kort #2 – “You’ll Never Walk Alone” er slagsang for flere klubber end blot Liverpool, som er angivet som svar, bl.a. Glasgow Celtic.

Kort #117 – “If Tomorrow Never Comes” er oprindeligt indspillet af Garth Brooks, og Ronan Keating har indspillet den som en coverversion. På kortet står det angivet som et Ronan Keating nummer. (Tak Mette Fossing)